|
Til spejderforældre i Orion Gruppe
Velkommen i Det Danske Spejderkorps til dit barn og dig – og sig goddag til en masse oplevelser, fællesskab og udfordringer til dit spejderbarn!
Mikro, Mini, Junior og Trop – Uanset hvad dit barn starter som, står en flok ledere bag spejderarbejdet. Spejderarbejdet er frivilligt og ulønnet, og vi lægger vores tid og engagement i Orion Gruppe som spejderledere – og vi elsker det! Vi har også en frivillig bestyrelse, som består af spejderforældre, der sørger for rammerne for vores spejderi. Vi er en stor flok spejdere i gruppen og vi har det altid sjovt og godt! Det betyder meget for os som ledere, at samarbejdet er godt mellem Jer og os, da spejderarbejdet på den måde bliver både nemmere og sjovere for både os ledere, dit barn og dig selv som spejderforælder.
Det kan være lidt diffust, hvad der egentlig ønskes i forhold til forældre/ledersamarbejdet, så her er en oversigt fra os:
I dagligdagen bedes I:
- Melde afbud til møder, hvis spejderen ikke kommer. Bare send en sms til lederne.
- Hjælpe spejderen til at huske at få uniform og tørklæde med til spejdermødet.
- Holde øje med om spejderen har fået en seddel med hjem fra mødet. Læs altid sedlerne grundigt igennem.
- Tjek hjemmesiden www.oriongruppe.dk i ny og næ, her vil sedlerne også kunne findes under grenens fane på indgangsportalen. Sedler til hele gruppen samt vejledende pakkeliste og anden info findes også på hjemmesiden under bl.a. fanen DOWNLOAD.
- Støt dit barn i at deltage på/i sommerlejr/weekendturene/banko/spejder-for-en-dag/Skt.Hans/Salg af lillebrorlodder osv.
- Overvej at stille op til bestyrelsen ved generalforsamlingen i februar og giv på den måde støtte til hele Orion Gruppe gennem dit engagement.
Ved ture og arrangementer:
- Sørg for at få jeres spejder meldt til turen og betalt inden fristens udløb. Vi vil også rigtig gerne have besked, når spejderen ikke skal med. Bare aflevér snippen fra sedlen med korrekt afkrydsning samt penge.
- Meld dig til kørsel, kagebagning, indkøb og lign, ikke hver gang, men en gang imellem. Vi skal nok annoncere, hvilke tjenester, der er brug for. Vi er få ledere med bil og nogle grene har ingen biler.
- Støt op omkring de planlagte ture og arrangementer og støt spejderen i at komme med. Vi plejer at kunne melde datoen ud på arrangementer, weekendture og sommerlejre lang tid i forvejen, hvilket skulle gøre det ganske nemt at planlægge deltagelse. Turene er rigtig gode for spejderne at deltage i – her lærer de hinanden og os bedre at kende, og her har vi tid til de store oplevelser.
- Respektér at vi ledere frivilligt bruger tid og kræfter på både at planlægge og gennemføre disse ture og arrangementer, især sommerlejren, hvilket betyder at tilmelding og opbakning til turene/arrangementerne er vigtig for os ledere.
- Deltag engang imellem i planlægning og afholdelse af de arrangementer, som kræver forældreopbakning, eks. banko, Skt. Hans og Spejder-for-en-dag. Kommunikation omkring de forældrekrævende aktiviteter vil komme fra bestyrelsesformand Birthe eller en af de andre bestyrelsesmedlemmer eller fra gruppelederne Signe og Lisbeth, når vi nærmer os arrangementet via sedler og e-mails.
Har I spørgsmål eller andet, så ring, skriv eller fang os efter et møde – vi vil altid gerne tale.
Mange spejderhilsener fra
Christine, Estrid, Jon, Katja, Annemette, Anders, Uffe, Søren, Julie, Hanne, Anders, Kim, Claes og gruppeledere Signe og Lisbeth
Find telefonnumre og mailadresser på dit barns ledere på hjemmesiden www.oriongruppe.dk
|